d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Sæby Spektrum bliver et
bæredygtigt samlingssted

10. marts 2017 - kl.16:27 - af:

spektrum1_600x250

Bestyrelsen i Sæby Fritidscenter & Hostel har gjort forarbejdet godt, og der er lagt op til et spændende projekt med et utal af muligheder, når Sæby Spektrum står klar til brug ved det eksisterende center i vestbyen.

Sæby Spektrum har været på bestyrelsens ønskeseddel og arbejdspapir i mange år.

-Bestyrelsen konstaterede, at vi har et aktuelt og stigende behov for mere kapacitet i vore haller, og derfor har vores arbejde med dette projekt taget udgangspunkt i at løse den udfordring på den korte bane samtidig med, at vi i Sæby får en brugbar løsning, der vil virke ud i fremtiden, fortæller formanden for bestyrelsen, Lars Høst.

Ret hurtigt begyndte arbejdet med projektet at gå i retning af et samlet center, som kunne samle og tilbyde de rammer, som foreningslivet har brug for i dag.

– En ny skolestruktur med sammenlægninger og længere skoledage gav foreningslivet og centeret nye udfordringer i forhold til de rammer, vi modtager vore brugere i.

Lars Høst glæder sig over, at projektet nu er præsenteret for alle og forhåbenligt snart kan påbegyndes.

-Resultatet af arbejdet er blevet Sæby Spektrum, som vi med stolthed og ydmyghed præsenterer i dag. Vi glæder os til, at alle vore daglige brugere og gæster får optimale rammer. Vi glæder os til, at Sæby Spektrum bliver et naturligt og bæredygtigt samlingssted, sagde han torsdag aften til et halvt hundrede interesserede, der var mødt frem til præsentationen.

Der arbejdes også med at etablere en idrætsbørnehave i Sæby Spektrum i forbindelse med, at Sæby Firmaidræt får mere plads. Med andre ord samles en række gode aktiviteter under ét tag.

Projektet er vurderet til at koste 25 millioner kroner, og da der er god økonomi i Sæby Fritidscenter & Hostel og udsigt til midler fra fonde og lignende, er der også politisk velvilje til at gøre Sæby Spektrum til virkelighed.

Grundtankerne er, at Sæby Spektrum…
…tager udgangspunkt i at danne en sund og inspirerende ramme for børn og voksnes dagligdag med sports- og oplevelses aktiviteter.

…bliver et attraktivt og moderne socialt samlingssted, der lever op til fremtidens aktiviteter samt bliver et sted, hvor alle føler sig trygge, inspireret og velkomne.

…markerer en ny æra – nye tider – nye vaner. Allerede ved ankomsten bliver gæsterne henvist til ændrede ankomstforløb – før fra syd – nu øst eller vest. Det betyder, at de vante rammer opleves på en ny måde.

…bliver et spændende og udfordrende sted som et aktivt, dynamisk og udadvendt aktivitetsområde, der danner ramme om et socialt og mangfoldigt samlingssted for byens borgere i alle aldre.

Tegnestuen LBB3 Aalbæk, arkitekt Hanne Lind-Bonderup

Sweco Danmark Aalborg, chefrådgiver Ole Møller Christensen

 

 

 

 

En kommentar til: “Sæby Spektrum bliver et
bæredygtigt samlingssted”

  1. Kim Madsen den: 12 marts - 2017 09:17

    Supergod ide og flot arbejde af Fritidscenteret. Det skal nok blive et populært samlingssted for sæbynitter i alle aldre og interesser. Det vi har manglet. Flot beskrivelse af tankerne og flot arbejde af Hanne Lind-Bonnerup. Håber virkelig, det lykkes for jer.

Skriv en kommentar......