d. - 6. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Årsskifte: Nytårshilsen
fra Turisthus Nord

28. december 2016 - kl.11:52 - af:

flaget-pa-havnen_600x250

Turisthus Nord, som er en samling af turistforeningerne i Sæby, Frederikshavn og Skagen, har gjort status over et godt år.

Det har været et spændende år hvor der til dato er 22.000 flere registrerede kommercielle overnatninger i Frederikshavns Kommune end sidste år. En opgørelse fra VisitDenmark viser også, at vores gæsters forbrug er steget med næsten 300 millioner kroner om året i forhold til 2011.

Turistforeningen tæller i dag 315 medlemmer, og vi har således oplevet en medlemstilgang på hele 50 nye medlemmer i løbet af 2016 svarende til en vækst på 19 procent.

Vi nyder jeres opbakning, og vi finder det afgørende at have en lokal forankret og tæt dialog med vores medlemmer – blandt andet gennem vores destinationscafeer, som blev lanceret i begyndelsen af 2016.

En anden positiv udvikling, som jeg glæder mig over, er de mange nye anlægsinvesteringer der finder sted i Frederikshavn Kommune, og som uden tvivl vil gavne turismeudviklingen i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Skagen får bogstaveligt talt et fyrtårn for fugleinteresserede, når Det Grå Fyr åbner som internationalt fugleoplevelsescenter til maj 2017.

Her i 2016 fik vi også indviet fire nye Kløverstier i Sæby, og de er allerede blevet en stor succes. Det er dejligt, at vores gæster nu kommer mere rundt i Sæbys skønne område.

Igen i år kan vi være stolte af de mange fantastiske ildsjæle, initiativtagere samt frivillige, der gør en kæmpe indsats for at skabe oplevelser i vores kommune året rundt.

Uden dem ville vi ikke have events såsom Coast2Coast, Skagen Vinterbaderfestival, Istølt, Sæby Jazzfestival, Skagen Festivalen, Bangsbo Blomsterfestival, Tordenskioldsdage og mange flere.

I begyndelsen af det nye år vil vi invitere jer til ”Nytårs-destinationscafé”, hvor vi vil fortælle om turistforeningens aktiviteter i 2017.

Nytårs-destinationscaféerne finder sted følgende datoer:
Skagen den 5. januar kl. 8.00-9.30
Frederikshavn den 10. januar kl. 8.00-9.30
Sæby den 12. januar kl. 8.00-9.30

På møderne kan I høre nærmere om de nye destinationsguider, som vi er ved at lægge sidste hånd på og som bliver flottere end nogensinde. Herudover har vi en helt ny hjemmeside, som er klar til lancering i starten af det nye år.

Vi er også ved at forberede markedsføringskampagner for 2017, og som noget helt nyt har vi udviklet vores online kampagner således at gæsterne kommer direkte over på erhvervets egne hjemmesider. Således kan du styre din egen markedsføring i vores hvervende kampagner på Norge, Sverige og Danmark.

2017 tegner altså til at blive et spændende år for turismen i Frederikshavn Kommune, og vi glæder os til at tage fat på det nye år sammen med jer.

På vegne af bestyrelsen og medarbejderne i Turisthus Nord vil vi gerne ønske jer et godt nytår.

De bedste hilsner
Turisthus Nord
René Zeeberg og Ulla Mosich

Send gerne en nytårshilsen – mail til redaktionen

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion