Sæby d. - 4. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"
SaebysAvis.dk - lokale nyheder på internettet



Ny udstilling af billeder på Sæby Bibliotek

12. maj 2012 - kl.0:19 - af:  - Artiklen er læst 3562 gange.

Et bredt repertoire ligger til grund for en aktuel udstilling af akrylbilleder på Sæby Bibliotek. Malerierne er lavet af en Henning Winther Sørensen, Sæby, som i mange år har malet i sin fritid.

Repertoiret er bredt. – Emnerne kan være et spændende motiv, jeg ser i naturen, eller jeg bliver inspireret af noget andre har lavet. Det kan også være, at jeg bare lade den frie fantasi komme til udtryk på lærredet, lyde det fra den ivrige hobbymaler.

-Tidligere havde jeg plads til at male med oliefarver, men efter at jeg er flyttet til en mindre bolig, er jeg gået over til at male med akryl, fortæller Henning Winther Sørensen.

Ren afslapning
-Arbejdet med pensler og lærred har altid været på hobbyplan, fortæller han, jeg har ofte foræret et billede væk, men jeg har da også solgt flere af mine billeder. Bl.a. kan flere af hans værker ses på Sæby Fritidscenter.

-Det er ren afslapning, når konen og jeg sætter en god lydbog fra biblioteket i afspilleren, fortæller Henning Winther Sørensen, så sidder jeg ved mit staffeli, mens Jane er flittig med patchworknålen. Om sommeren rykker parret ud til deres sommerhus i Lyngså, og her er malegrejet også med.

Hjem til Sæby
Henning Winther Sørensen og hans kone Jane har boet i Skagen i 45 år inden turen atter gik tilbage til barndomsbyen Sæby, hvor de har boet de seneste år. -Vi har begge gået i skole her, og en ekstra stor glæde for os er, at vores datter og svigersøn også har bosat sig i byen, fortæller han.

Henning Winther Sørensen har udstillet flere steder, og er altså lige nu aktuel på Sæby Bibliotek, hvor hans billeder kan ses til udgangen af maj og begyndelsen af juni måned.

Skriv en kommentar......





ni − 1 =



- en Fotoclick, Sæby produktion